a:

I USA betragtes aktiver som værdiforringede, når nettoværdi (bogført værdi) overstiger forventede fremtidige pengestrømme. Det betyder, at en virksomhed brugte penge på et aktiv, men skiftende omstændigheder medfører, at købet er et nettotab. Flere acceptable testmetoder kan identificere værdiforringede aktiver. Hvis nedskrivningen er permanent, skal selskabet anvende en tilladt metode til måling af nedskrivninger, der indregnes i årsregnskabet.

Lov om værdiforringede aktiver

Nedskrivning anerkendelse og måling er fællesreguleret af Internal Revenue Service, Financial Accounting Standards Board og Regnskabsstyrelsen.

Den generelle tærskel for værdiforringelse, som beskrevet i almindeligt anerkendte regnskabsprincipper (GAAP), er en manglende genindvindingsværdi af netto regnskabsmæssig værdi. Når et aktiv vurderes at være værdiforringet, er dets ejer forpligtet til at beregne et tab svarende til forskellen mellem nettobærende værdi og dagsværdien af ​​aktivet.

De fleste virksomheder svækker langsigtede materielle aktiver. Disse nedskrivninger er behandlet i FASB-erklæring nr. 144: Regnskab for nedskrivning eller bortskaffelse af langlivede aktiver. Denne erklæring vedrører anvendelse af goodwillallokering til langsigtede aktiver og skaber en foretrukken metode til estimering af pengestrømme (sandsynlighedsvægtet) og når aktiver skal holdes til salg.

Testning og identifikation af værdiforringede aktiver

Nedskrivninger på materielle aktiver kan skyldes lovændringer, teknologiforandringer, væsentlige ændringer i forbrugerpræferencer eller fællesskabsprognoser, en ændring i aktivets brugsrate eller andre prognoser for langsigtet nonprofitability.

Nedskrivninger på immaterielle aktiver er ikke så klare. Mange typer immaterielle aktiver er omfattet af FASB 144, og flere tilføjes af FASB 147, men følgende tærskler behøver ikke nødvendigvis at indeholde immaterielle aktiver.

Det er ofte upraktisk at teste hvert enkelt aktiv for rentabilitet i hver regnskabsperiode. I stedet bør virksomheder vente, indtil en begivenhed eller en omstæn- dende forandring signalerer, at en bestemt regnskabsmæssig værdi måske ikke kan inddrives.

Typer af udløsende begivenheder for nedsat aktivstest

Nogle udløsende begivenhedsgrænser er meget nemme at definere og genkende. For eksempel bør en virksomhed teste for værdiforringelse, når akkumulerede omkostninger overstiger beløb, der oprindeligt forventedes at opbygge eller erhverve et aktiv det er dyrere end en gang troet at få et forretningsmæssigt aktiv.

Andre udløsende begivenheder er korrelative; Et aktiv kan være forbundet med en historik af aktuelle perioders tab eller driftsmæssige pengestrømme. Måske viser aktivet et mønster af faldende i markedsværdi.

Der udløses også begivenheder med vage beskrivelser. Uønskede ændringer i juridiske faktorer eller generelle økonomiske forhold er begge grund til at teste et værdiforringet aktiv, på trods af en bred vifte af mulige fortolkninger af modgang.

Fastsættelse af aktivernes værdiforringelse

Aktiver skal værdiansættes korrekt (dagsværdi) i overensstemmelse med GAAP forud for test. Grupper af lignende aktiver bør testes sammen, idet testen er fastsat til det laveste niveau af identificerbare pengestrømme, der anses uafhængige af andre aktiver.

Testing bør rimeligt afgøre, om den regnskabsmæssige værdi overstiger ikke-diskonterede pengestrømme i forbindelse med brug og salg af aktivet. Hvis dette kan påvises, kan aktivet blive nedskrevet og nedskrevet, medmindre andet er udelukket af IRS eller GAAP.