Den nuværende konto, kapitalkontoen og den finansielle konto udgør et lands betalingsbalance (BOP). Sammen fortæller disse tre konti en historie om økonomiens tilstand, dets økonomiske udsigter og strategier for at nå de ønskede mål. En stor mængde import og eksport kan for eksempel angive en åben økonomi, der understøtter frihandel. På den anden side kan et land, der viser lille international aktivitet på sin kapital- eller finansielle konto, have et underudviklet kapitalmarked og lidt udenlandsk valuta ind i landet i form af udenlandske direkte investeringer.

Her fokuserer vi på kapital- og finansielle konti, som fortæller historien om investerings- og kapitalmarkedsregler i et givet land.

Kapital- og finansieringsregnskabet
Sammen med transaktioner vedrørende ikke-finansielle og ikke-producerede aktiver vedrører kapitalkontoen transaktioner, herunder gældsgivelse, overførsel af varer og finansielle aktiver af indvandrere, der forlader eller kommer ind i et land, overdragelse af ejendomsret til anlægsaktiver, overførsel af midler mod salg eller anskaffelse af anlægsaktiver, gave- og arveafgifter, dødsafgifter, patenter, ophavsret, royalties og uforsikret skade på anlægsaktiver.

Detaljeret i den finansielle konto er statsejede aktiver (dvs. særlige trækningsrettigheder i Den Internationale Valutafond (IMF) eller udenlandske reserver), private sektors aktiver i andre lande, lokale aktiver i besiddelse af udlændinge (statslige og private), udenlandske direkte investeringer, globale pengestrømme relateret til investeringer i erhvervsliv, fast ejendom, obligationer og aktier.

Kapital, der overføres ud af et land med henblik på investering, registreres som en debet på et af disse to konti. Det skyldes, at penge forlader økonomien. Men fordi det er en investering, er der et stiltiende afkast. Dette afkast - hvorvidt en kapitalgevinster fra porteføljeinvesteringer (en debit under den finansielle konto) eller et afkast foretaget af direkte investeringer (en debitering under kapitalkontoen) - registreres som en kredit på den nuværende konto (det er her, hvor indtægtsinvesteringen er optaget i BOP). Det modsatte er sandt, når et land modtager kapital: At betale et afkast på en investering vil blive noteret som en debet i den nuværende konto.

Hvad betyder det?
Teoretisk set bør BOP være nul. Således skal den nuværende konto på den ene side og kapital- og finanskontoen på den anden side afbalancere hinanden. Når en økonomi imidlertid har positive kapital- og finansielle konti (en netto finansiel tilstrømning), er landets debet mere end dets kreditter (på grund af en stigning i passiver til andre økonomier eller nedsættelse af fordringer i andre lande).Dette er normalt parallelt med et underskud på betalingsbalancens løbende poster; En pengestrøm betyder, at afkastet af en investering er en debit på den aktuelle konto. Således bruger økonomien verdensbesparelser til at opfylde sine lokale investeringer og forbrugskrav. Det er en nettogæld til resten af ​​verden.

Hvis kapital- og finansregnskabet er negativt (en netto finansiel udstrømning), har landet flere fordringer end det gør gæld enten på grund af øgede fordringer i udlandet eller en reduktion i passiver fra udenlandske økonomier. Den nuværende konto skal optage et overskud på dette stadium, hvilket tyder på, at økonomien er en netto kreditor, der yder midler til verden.

Liberale regnskaber
Kapital- og finansregnskabet er sammenflettet, fordi de begge registrerer internationale kapitalstrømme. I dagens globale økonomi er den ubegrænsede kapitalbevægelse afgørende for at sikre verdenshandelen og til sidst, ifølge teorien, større velstand for alle. For at dette skal ske, skal lande dog have "åben" eller "liberal" kapital- og regnskabspraksis. I dag implementerer mange udviklingsøkonomier som led i deres økonomiske reformprogram (ofte i forbindelse med IMF) "liberalisering af kapitalregnskaber", en proces, der fjerner restriktioner for kapitalbevægelser.

Denne ubegrænsede kapitalbevægelse betyder, at regeringer, virksomheder og enkeltpersoner frit kan investere kapital i andre lande. Dette baner således ikke kun vejen for flere udenlandske direkte investeringer (FDI) i industrier og udviklingsprojekter, men også for porteføljeinvesteringer på kapitalmarkedet. Selskaber, der stræber efter større markeder og mindre markeder, der søger større kapital og indenlandske økonomiske mål, kan således udvide sig til den internationale arena, hvilket resulterer i en stærkere global økonomi.

De fordele, modtagerlandet henter fra en FDI, omfatter en tilstrømning af udenlandsk kapital til sit land samt deling af teknisk og ledelsesmæssig ekspertise. Fordelen ved et selskab, der laver en FDI, er evnen til at udvide markedsandelen til en udenlandsk økonomi og dermed opnå større afkast. Nogle har argumenteret for, at selv landets indenrigspolitiske og makroøkonomiske politikker bliver påvirket på en mere progressiv måde, fordi udenlandske virksomheder, der investerer i en lokal økonomi, har en værdifuld andel i den lokale økonomis reformproces. Disse udenlandske virksomheder bliver "ekspertkonsulenter" til den lokale regering om politikker, som vil lette virksomhederne.

Portefølje udenlandske investeringer kan fremme afregulering af kapitalmarkedet og børsvolumener. Ved at investere i mere end et marked er investorerne i stand til at diversificere deres porteføljerisiko samtidig med at deres afkast øges, hvilket skyldes investeringer i et fremvoksende marked. Et udvidet kapitalmarked baseret på en reformerende lokaløkonomi og liberalisering af kapital- og finansregnskabet kan således fremskynde udviklingen af ​​et vækstmarked.

Fra teorien til virkeligheden: en lille kontrol kan være god Bortset fra politiske ideologier antyder nogle gode økonomiske teorier, hvorfor nogle kontokontrolkontrol kan være god.Mindes den asiatiske finanskrise i 1997. Nogle asiatiske lande havde åbnet deres økonomier over for verden, og en hidtil uset mængde udenlandsk kapital gik over grænserne i disse økonomier, hovedsagelig i form af porteføljeinvesteringer (en finansiel konto kredit og en løbende konto debitering). Dette betød, at investeringerne var kortsigtede og lette at afvikle i stedet for mere langsigtede og sværere at afhænde hurtigt.

Når spekulationsrosen og panik spredte sig over hele regionen, var det første, der skete, en omvendt kapitalstrøm: penge blev nu trukket ud af disse kapitalmarkeder. De asiatiske økonomier måtte nu betale deres kortfristede forpligtelser (debiteringer i den nuværende konto), da værdipapirerne blev solgt, inden kapitalgevinster kunne høste. Ikke alene udgjorde aktiemarkedsaktiviteten, men udenlandske reserver blev udtømt, lokale valutaer afskrevet og finansielle kriser sat i. Analytikere hævder, at økonomisk katastrofe måske har været mindre alvorlig, hvis der havde været en vis kontokontrol. For eksempel, hvis mængden af ​​udenlandsk låntagning var begrænset (hvilket er en debitering på den nuværende konto), ville kortfristede forpligtelser have været begrænsede, og skaden på økonomien kunne have været mindre alvorlig.

The Bottom Line

Lektioner fra den asiatiske finanskrise har resulteret i nye debatter om den bedste måde at liberalisere kapital og finansielle regnskaber på. Faktisk har IMF og Verdenshandelsorganisationen historisk støttet frihandel med varer og tjenesteydelser (liberalisering af betalingsbalancen) og står nu over for kapitalfleksibilitetens kompleksitet. Erfaringen har dog vist, at uden en kontrol kan en pludselig omlægning af kapitalstrømme ikke blot ødelægge en økonomi, men kan også resultere i øget fattigdom for en nation.