Negative renter og obligationsrenter er et forholdsvis nyt fænomen, der drives af hensigter som at motivere kommerciel udlån med det formål at drive økonomisk vækst, hæve inflationen til moderate niveauer og mildne stigningen i den indenlandske valuta. Fra og med august 2016 er resultaterne af negative rentepolitikker blevet blandet, med lande der oplever en vis succes i forvaltningen af ​​valutakurser, selv om væksten endnu ikke har fundet sted, og deflationspresset forbliver.

1. Schweiz

For at forhindre den fortsatte påskønnelse af den schweiziske franc i forhold til euroen satte den schweiziske nationalbank (SNB) en valutakurs til euroen til en vekselkurs på 1,2 schweiziske francs. Inden peget blev sat på plads, havde investorer, da valutaen blev betragtet som et fristed i en periode med markedsvolatilitet, styrket francens værdi, hvilket resulterede i højere omkostninger for landets eksport.

Schweiz havde i slutningen af ​​2014 opsamlet valutareserver på over 480 milliarder dollars som følge af at støtte eurostanden, hvilket svarer til 70% af landets bruttonationalprodukt (BNP). Derudover kunne muligheden for kvantitativ lempelse fra centralbankerne i Europa have potentiale til at øge omkostningerne ved at opretholde den eksisterende peg på grund af den sandsynlige svækkelse af euroen.

Den 15. januar 2015 meddelte SNB, at den ikke længere ville støtte euro-peget og i stedet vedtog negative rentepolitikker for daglige indskud foretaget af finansielle institutioner såvel som udenlandske indlån. Siden afstået sin peg til euroen har de negative renter på indlån holdt sig på en negativ 0. 75%, og hele rentekurven for schweiziske statsobligationer betalte negativ rente pr. Juli 2016.

2. Danmark

Som Schweiz var den primære drivkraft bag Danmarks negative rentepolitik, der var på plads siden 2012, baseret på at afbøde apprecieringen af ​​sin valuta mod euroen ved at opkræve udenlandske indskydere. Fra og med juni 2016 modtog både kommercielle og udenlandske indskydere negativ 0. 65%, en situation, som landets centralbank estimater sandsynligvis vil forblive indtil 2018.

Sektorer på landets obligationsmarked betaler også negative udbytter, hvor långivere er rent faktisk betaler låntagere. For eksempel begyndte kortfristede realkreditobligationer med løbetid på mindre end fem år at betale negative udbytter i april 2016 og dyppede yderligere ind i negativt område efter Brexit-afstemningen. Fra juni 2016 gav de laveste kortfristede realkreditlån negativ 0. 31%, og låntagere, der fuldt ud havde betalt deres udlånsgebyrer, blev faktisk sendt checks fra de finansielle institutioner, der havde deres realkreditlån.

3. Sverige

Efter at Den Europæiske Centralbank (ECB) havde taget renten på negativt område i juni 2014, fulgte Sverige efter at have indledt sin negativrentepolitik i februar 2015. Referencerenten i Sverige fastsættes af centralstyrelsen i Centralbanken Bank of Sweden, også kendt som Riksbanken. Referencen er den kurs, hvorpå banker kan låne eller indskyde midler under opbygningen af ​​en syv-dages genkøbsaftale. Sædvanligvis kaldet reporenten er mekanismen for Sveriges negative rentepolitik unik blandt lande med negativ rente og obligationsrenter, men nettoeffekten af ​​afgiftsrenter på indlån er generelt den samme.

Mens resultaterne af negative satser er blevet blandet og kritiseret som værende ineffektive, oplevede landet umiddelbart efter Sveriges gennemførelse af negative satser et fald i deflationspresset og et spring i BNP, da den svenske krone svækkedes mod nøglevalutaer. Som følge af vækst i BNP begyndte kronen igen at få styrke i august 2015, og BNP-væksten faldt til 0,3% i andet kvartal 2016, det laveste niveau siden første kvartal 2014. I februar 2016 har Riksbanken flyttede satser ned fra negativ 0. 35% til negativ 0. 5% og opretholdt dette niveau på sit møde i juli 2016.

Nøgleaktioner

I august 2016 har implementeringen af ​​negative renter leveret blandede resultater i Europa og Japan, hvoraf sidstnævnte vedtog en negativ satspolitik i januar 2016, samtidig med at de frembyder en række systemiske risici. Disse risici omfatter fortsat pres på udlånsmarginaler for kommercielle banker, muligheden for at øge volatiliteten i valutaer og muligheden for massetilbagefald af penge, hvis bankerne begynder at opkræve deres indenlandske kunder på deponeret kapital. I særdeleshed for Europa tilføjer kombinationen af ​​disse risici med Brexit-resultatet et yderligere lag af fare i et miljø præget af skrøbelige økonomier, der udnytter højrisikostrategier for at søge vækst og valutakursstabilitet.