a:

Kulstofhandlen skete som reaktion på Kyoto-protokollen. Kyoto-protokollen underskrev i Kyoto, Japan, omkring 180 lande i december 1997, og opfordrer 38 industrilande til at reducere deres drivhusgasemissioner mellem årene 2008-2012 til niveauer, der er 5,2% lavere end 1990'erne. > Kulstof er et element, der opbevares i fossile brændstoffer som kul og olie. Når disse brændstoffer brændes, frigives kuldioxid og virker som det, vi betegner som drivhusgas.

Tanken bag kulstofhandelen er meget lig med handel med værdipapirer eller råvarer på en markedsplads. Kulstof vil blive givet en økonomisk værdi, så folk, virksomheder eller nationer kan handle det. Hvis en nation købte kulstof, ville det købe rettighederne til at forbrænde det, og en nation, der sælger kulstof, ville opgive sine rettigheder til at forbrænde den. Kulens værdi ville være baseret på evnen hos det land, der ejer kulbrinet til at opbevare det eller for at forhindre, at det slippes ud i atmosfæren. (Jo bedre du er ved at lagre det, jo mere kan du opkræve for det.)

Der vil blive oprettet et marked for at lette køb og salg af rettighederne til udledning af drivhusgasser. De industrialiserede nationer, for hvilke reducerede emissioner er en skræmmende opgave, kunne købe emissionsrettigheder fra en anden nation, hvis industrier ikke producerer så meget af disse gasser. Markedet for kulstof er muligt, fordi Kyoto-protokollens mål er at reducere emissionerne som en kollektiv.

På den ene side virker kulstofhandelen som en win-win-situation: drivhusgasemissionerne kan reduceres, mens nogle lande høster økonomisk fordel. På den anden side har kritikere af tanken mistanke om, at nogle lande vil udnytte handelssystemet, og konsekvenserne vil blive negative. Mens handel med kulbrinter kan have sine fordele, er debatten om denne type marked uundgåelig, da det indebærer at finde et kompromis mellem overskud, lighed og økologiske problemer.

For relateret læsning, se

Kom godt i gang på bekostning af gas .