a:

For at gøre olieprisen mere overkommelig for borgerne, giver regeringerne undertiden subsidier, som kan gøre det muligt for olieprisen at forblive fastsat under fritflydende markedsrenter. For eksempel i maj 2008 subsidierede Venezuela kraftigt olie, der tillod sine borgere kun at betale $ 0. 05 pr. Liter, mens de fleste vestlige lande betaler omkostninger på over $ 1 pr. Liter (eller $ 3, 80 pr. Gallon). Men hvis oliepriserne stiger, kan lande, der stærkt subsidierer oliepriserne lide, fordi omkostningerne ved tilskudene begynder at forbruge stadig større mængder deres budgetter. Dette kan medføre, at penge bliver fjernet fra andre områder af offentlig finansiering, som f.eks. Sociale programmer og infrastruktur.

Tilsvarende vil denne virkning forstørres af, at efterspørgslen efter olie i disse lande vil have tendens til at forblive stabil eller endda vokse, fordi manglen på ændring i brændstofomkostninger ikke giver nogen incitament for borgerne at reducere deres forbrug. Til sidst vil regeringen ikke have andet valg end at fjerne væksten langsomt for langsomt at mindske offentlighedens efterspørgsel efter brændsel, selvom det sandsynligvis vil resultere i noget civilt uro.

På verdensplan er mange af de lande, der bruger tilskud, fremvoksende lande, som har brug for det billige brændsel til at drive deres udbredte industrier. Men hvis disse tilskud stadig er på plads på lang sigt, vil brændstofprisen blive endnu højere, efterhånden som sulten på subsidieret brændstof vokser i nye lande, uanset hvor meget efterspørgslen efter brændstof falder i de vestlige lande.

For relateret læsning, tjek Hvorfor du ikke kan påvirke gaspriserne og At få fat i prisen på gas .