I 2015 underskrev præsident Barack Obama en kontroversiel aftale, der gjorde det muligt for Iran at holde sit nukleare program aktivt uden sanktioner, forudsat at landet overholder en liste over de igangværende betingelser. Disse betingelser sætter grænser for uranlagre og berigelsesniveauer, udfasning af visse centrifuger og kræve forsendelse af brugt brændsel til andre lande. Vigtigst er det i aftalen, at Iran på intet tidspunkt kan bruge sit program til at udvikle atomvåben.

Modstandere af overenskomsten opkræver, at enhver aftale, der gør det muligt for Iran at fortsætte udviklingen af ​​nuklear teknologi, er for meget af en koncession i betragtning af landets resultater af åben fjendtlighed mod samarbejde med vestlige lande, især USA Stater. Mange mennesker er uoverbeviste om, at landet planlægger at gøre en indsats for at opretholde sin ende af aftalen. En anden bekymring opdraget af dissentere involverer de lande med hvilke Iran er allieret.

Libanon

Israels fælles hat, det ensomme jødiske højborg i det overvejende islamiske Mellemøsten, er den primære faktor, der binder sammen Iran og Libanon. Iran giver hvert år Libanon over 100 millioner dollars, hvoraf de fleste går mod militære forsyninger og våben.

Irans tilpasning til Libanon er problematisk stort set på grund af Hizbollah, det politiske parti, der kontrollerer den libanesiske regering. De fleste vestlige lande, herunder USA, Canada og Frankrig, klassificerer Hizbollah som en terrororganisation. Gruppen har været impliceret i en lang liste over terrorangreb mod sine naboer og vestlige lande. Disse omfatter en bulgarsk busbombning i 2012, en bombning i 2008 af et amerikansk ambassadekøretøj i Beirut og omfattende uddannelse af militære oprørere for at spore og dræbe amerikanske tropper under Irak-krigen.

Efter Iraks revolution i 1979, da Sovjetunionen stadig var intakt, fandt landets ayatollah mange principper for sovjetisk kommunisme, især ateisme, uforenelig med Irans nye islamiske regering. Som følge heraf forblev forbindelserne mellem Iran og Rusland spændt indtil Sovjetunionens fald.

I løbet af 1990'erne blev forholdene hurtigt forbedret mellem de to lande, midt imellem en væltet sovjetunion og vestlige sanktioner mod Iran. Iran fandt Rusland til at være den mest bekvemme udbyder af våben, mens Rusland, der fastslog det, kunne hjælpe med at fordybe spredningen af ​​vestlig indflydelse, enedes om at hjælpe Iran med at udvikle sit nukleare program.

Fra og med 2015 er forholdet mellem USA og Rusland lige så slemt, som de har været på noget tidspunkt siden slutningen af ​​den kolde krig. I en sådan fornyet fjendtlighed finder Rusland, at Iran er en strategisk allieret i Mellemøsten, hvor USA søger at udøve større indflydelse på grund af sin tilpasning til Israel.

Venezuela

Partnerskabet mellem Iran og Venezuela blev fremmet før den tidligere venezuelanske præsident Hugo Chavezs død i 2013, og mens den berygtede Mahmoud Ahmadinejad styrede Iran, er resultatet af et fælles hat fra USA.

Begge lande ser USA som en imperialistisk nation, besat med at sprede sin form for regering, hvor det ikke er ønsket, og som følge heraf overveje landet en trussel for deres egne nationale interesser. I januar 2007 nåede Chavez og Ahmadinejad en aftale om at forene sig med det, de betegnede U. S. imperialism, for så vidt angår at øremærke en fællesforening på 2 mia. Dollars til at yde militær hjælp til andre nationer, som de identificerede som anti-U. S. interesser.

Mens Iran og Venezuela fortsat er forbundne i 2015, er sidstnævntes indflydelse faldet som følge af en ny præsident og økonomisk ulykke fra faldende oliepriser. Venezuela, til Irans glæde, var engang i stand til at bruge sin olie rigdom til at yde støtte til andre anti-U. S. lande i regionen, især Cuba. Disse penge har siden tørret op og forlader Iran med lidt at vinde ved at opretholde tætte bånd.