a:

Makroøkonomi behandler store økonomiske faktorer, som påvirker den samlede befolkning. Politikere skal derfor træffe makroøkonomiske beslutninger som fastsættelse af rentesatser og afvejning af lands inflation med både handel og valutakurs. Etablering af finansielle forhold, der letter en stigning i investeringerne i den private sektor, hjælper også politikere til at øge den økonomiske vækst og reducere fattigdom. Politikere skal tage højde for mange faktorer, når de håndterer store problemer som ledighed, inflation og landets nuværende bruttonationalprodukt (BNP).

Filosofier om hvordan man opnår vækst og en sund økonomi varierer. Keynesianske økonomiske politikker anbefaler, at en regering løber et budgetoverskud i tider med økonomisk velstand og et underskud under recessionen. Klassiske økonomiske politikker tager en mere håndfri tilgang under en lavkonjunktur, idet de tror, ​​at markederne korrigerer sig selv, når de bliver uhindret, og at overdreven statslig låntagning eller intervention negativt påvirker markedspotentialet for opsving. Politikere skal derfor nå til enighed eller aftale med hinanden om, hvilke tiltag der skal tages på et givent tidspunkt.

Anvendelsen af ​​beskatning som et makroøkonomisk redskab er et problematisk debat blandt politikere, da skattesatserne har stor indflydelse på de overordnede økonomiske forhold og regeringens evne til at afbalancere et budget. Økonomiske teorier på forsiden, i det væsentlige modsat af keynesiske teorier, hævder, at højere skatter udgør en hindring for private investeringer og dermed hindrer den vækst, der er afgørende for en sund økonomi. Men lavere skatter betyder, at regeringen har færre penge at bruge, hvilket potentielt øger underskuddet på grund af flere statslige låntagning.

Dette blev set i begyndelsen af ​​1980'erne, da Ronald Reagan skære skatter og øgede militære udgifter som et middel til at stimulere økonomien. Som følge heraf blev regeringen forpligtet til at løbe et underskud for at imødekomme de øgede udgifter med mindre indtægter.

Politikere vil altid undgå en depression, der opstår, når der har været en alvorlig recession i over to år. En depression medfører typisk øget arbejdsløshed, øget fattigdom, reduceret kredit, et faldende BNP og den generelle økonomiske volatilitet. Reduced investor confidence gør det stadig vanskeligere at få kapital tilbage i økonomien for at restimulere væksten. Politiske ændringer er ofte nødvendige i dette tilfælde for at stabilisere økonomien og reversere virkningerne af den langvarige recession.

Et berømt eksempel er den store depression i 1929 i USA.Som et resultat af børskrasj og resulterende nedfald skabte Franklin D. Roosevelt og andre politikere Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC) og Securities and Exchange Commission (SEC) for at beskytte bankindskud og regulere aktiemarkedet. Regeringsudgifterne steg også, da anden verdenskrig begyndte, og disse skiftende forhold bidrog til at vende depressionsøkonomien i de foregående år.

Politikere har et vanskeligt job, når det kommer til makroøkonomi. Økonomiske faktorer er indbyrdes forbundne på så mange måder, at en ændring i en faktor kan have utilsigtede konsekvenser for flere andre. Politikere skal derfor opretholde en ret delikat balancegang, mens de forsøger at tippe skalaerne mod økonomisk vækst på måder, der ikke øger den generelle økonomiske volatilitet.