a:

En økonom identificerer moralsk risiko som enhver situation, hvor en part har incitament til at bruge flere ressourcer, end han ellers ville have brugt, fordi en anden part medfører omkostningerne. Dette giver ineffektive mikroøkonomiske resultater. Udtrykket "moralsk fare" er noget af en misdannelse; ingen normative udsagn om moral eller værdi vurderinger er beregnet.

Måske er den mest velkendte forekomst af moralsk fare den almindelige tragedie. I et scenario, hvor ressourcerne er offentligt ejede, har hver enkelt aktør et incitament til at forbruge så mange som muligt, fordi han ikke bærer omkostninger svarende til hans ressourceforbrug. Andre eksempler på moralsk risiko er banker, der laver risikable lån, fordi de mener, at regeringen ikke vil tillade dem at gå ud af forretning eller lønmodtagere tager længere pauser, fordi de ikke får betalt mindre.

Økonomisk forklaring på moralsk risiko

Den mest almindelige forklaring på moralsk risiko kaldes "informativ asymmetri". Dette sker, når separate parter i en kontrakt har ulige oplysninger. Overvej en subprime pant långiver, der ved, at dens låntagere har en relativt høj standard sats. Hvis långiveren sælger en pulje af realkreditlån som et finansielt derivat, kan købepartiet dog ikke forstå låntagerprofilerne.

En anden forklaring på moralsk risiko er, at to eller flere økonomisk forbundne parter står over for forskellige incitamenter. Dette kan almindeligvis ses med forsikringskontrakter, hvor forsikringsselskabet har incitament til at reducere de samlede omkostninger, men den forsikrede bærer ikke længere de fulde omkostninger ved hans risikable adfærd. Dette er kendt som "hovedagentproblemet".