Det er ikke overraskende, at Warren Buffetts investeringsstrategi har nået mytiske proportioner. Men hvordan gør han det? Nedenfor er de vigtigste principper for Buffett's berømte investeringsfilosofi.

Buffetts filosofi

Buffett følger Benjamin Grahams skat af værdipapirer. Værdipapirer søger værdipapirer med priser, der er uberettiget lavt baseret på deres eget værd. Der er ikke en universelt accepteret måde at bestemme indre værd, men det estimeres oftest ved at analysere virksomhedens fundamentale. Ligesom købenjagere søger værdien investor efter lagre, som han eller hun mener er undervurderet af markedet, aktier, der er værdifulde, men ikke anerkendt af flertallet af andre købere.

Buffett tager denne værdi til at investere tilgang til et andet niveau. Mange værdipapirer understøtter ikke den effektive markedshypotese, men de stoler på, at markedet i sidste ende vil begynde at favorisere de kvalitetslagre, der for en gang blev undervurderet. Buffett er imidlertid ikke bekymret for udbud og efterspørgsel forvirring på aktiemarkedet. Faktisk er han ikke rigtig bekymret for aktiemarkedsaktiviteterne overhovedet. Dette er implikationen i denne omskrivning af hans berømte citat: "På kort sigt er markedet en popularitetskonkurrence, på lang sigt er det en vægtemaskine."

Han vælger bestande udelukkende baseret på deres samlede potentiale som virksomhed - han ser på hver som helhed. Ved at holde disse aktier som et langsigtet spil søger Buffett ikke kapitalgevinster, men ejerskab i kvalitetsselskaber, der er yderst i stand til at generere indtjening. Når Buffett investerer i et firma, er han ikke bekymret for, om markedet til sidst vil genkende sit værd. Han er bekymret for, hvor godt dette firma kan tjene penge som en virksomhed.

Buffett's Methodology

Her ser vi på, hvordan Buffett finder billigere priser ved at stille sig nogle spørgsmål, når han vurderer forholdet mellem et bestands niveau for ekspertise og prisen. Husk på, at disse ikke er de eneste ting, han analyserer, men snarere et kort resumé af hvad han ser efter:

1. Har virksomheden konsekvent udført godt?

Nogle gange er afkast på egenkapital (ROE) benævnt "aktionærens investeringsafkast." Det afslører den kurs, hvormed aktionærer tjener indkomst på deres aktier. Buffett ser altid på ROE for at se, om et firma har konsekvent klaret sig godt sammenlignet med andre virksomheder i samme branche. ROE beregnes som følger:

= Nettoindkomst / Aktionærens egenkapital

Det er ikke nok at se på ROE i løbet af det sidste år. Investoren skal se ROE fra de seneste fem til 10 år for at analysere historisk præstation.

2. Har selskabet undgået overskydende gæld?

Forholdet mellem gæld og egenkapital er en anden vigtig karakteristik, som Buffett vurderer omhyggeligt.Buffett foretrækker at se en lille smule gæld, således at indtjeningsvækst genereres ud fra egenkapitalen i modsætning til lånte penge. Skuld / egenkapitalprocenten beregnes som følger:

= Samlet gæld / Egenkapital

Dette forhold viser den andel af egenkapitalen og gælden, som virksomheden bruger til finansiering af sine aktiver; og jo højere forholdet er, jo mere gæld - snarere end egenkapitalen - finansierer virksomheden. Et højt gældsniveau i forhold til egenkapitalen kan resultere i volatil indtjening og store rentekostnader. For en strengere test benytter investorer undertiden kun langfristet gæld i stedet for samlede forpligtelser i beregningen ovenfor.

3. Er fortjenstmargenerne høje? Stiger de?

En virksomheds rentabilitet afhænger ikke kun af en god fortjenstmargen, men også om en konsekvent forøgelse af det. Denne margen beregnes ved at dividere nettoresultatet med nettoomsætning. For en god indikation af historiske fortjenstmargener bør investorer se tilbage mindst fem år. En høj fortjenstmargen angiver, at virksomheden udfører sin virksomhed godt, men stigende margener betyder, at ledelsen har været yderst effektiv og succesfuld til at kontrollere omkostningerne.

4. Hvor længe har selskabet været offentligt?

Buffett anser kun for virksomheder, der har eksisteret i mindst 10 år. Som følge heraf vil de fleste af de teknologibedrifter, der har haft deres første offentlige tilbud (IPO) i det sidste årti, ikke komme på Buffett's radar. Han vil kun investere i en virksomhed, som han fuldt ud forstår, og han har sagt, at han ikke forstår mekanikerne bag mange af dagens teknologibedrifter. Værdiinvestering kræver identificering af virksomheder, der har stået tidstesten, men er for øjeblikket undervurderede.

Underskud aldrig værdien af ​​historisk præstation, hvilket viser virksomhedens evne (eller manglende evne) til at øge aktionærværdien. Husk dog, at en bestands tidligere præstationer ikke garanterer fremtidige resultater. Værdien investorens job er at bestemme, hvor godt selskabet kan udføre som det gjorde tidligere. At bestemme dette er i sagens natur vanskelig. Men selvfølgelig er Buffett meget god til det.

5. Er virksomhedens produkter afhængige af en vare?

I starten kan du tænke på dette spørgsmål som en radikal tilgang til at indsnævre et firma. Buffett ser imidlertid dette spørgsmål som en vigtig. Han har tendens til at genere sig (men ikke altid) fra virksomheder, hvis produkter ikke kan skelnes fra konkurrenter, og dem, der udelukkende er baseret på en vare som olie og gas. Hvis virksomheden ikke tilbyder noget andet end et andet firma inden for samme branche, ser Buffett lidt, der sætter virksomheden fra hinanden. Enhver karakteristik, der er svær at replikere, er, hvad Buffett kalder en virksomheds økonomiske voldgrav eller konkurrencefordel. Jo bredere vildgraven er, desto hårdere er det for en konkurrent at få markedsandel.

6. Er aktiehandelen med 25% rabat til dens reelle værdi?

Dette er kickeren. At finde virksomheder, der opfylder de øvrige fem kriterier, er én ting, men det er den vanskeligste del af værdien at investere, men det afgøres, om de er undervurderede.Og det er Buffetts vigtigste færdighed. For at kontrollere dette skal en investor bestemme en virksomheds egenværdi ved at analysere en række forretningsmæssige fundamentale herunder indtjening, indtægter og aktiver. Og en virksomheds egenværdi er normalt højere (og mere kompliceret) end dens likvidationsværdi, hvilket er, hvad et selskab ville være værd, hvis det blev brudt op og solgt i dag. Likvidationsværdien omfatter ikke immaterielle aktiver som værdien af ​​et varemærke, som ikke er direkte angivet på årsregnskabet.

Når Buffett bestemmer virksomhedens samlede værdi som helhed, sammenligner den den med den nuværende markedsværdi - den nuværende samlede værdi (pris). Hvis hans egenværdimåling er mindst 25% højere end selskabets markedsværdi, ser Buffett virksomheden som en værdi. Det lyder nemt, ikke? Vel, Buffetts succes afhænger dog af hans uovertruffen dygtighed ved nøjagtigt at bestemme denne egenværdi. Mens vi kan skitsere nogle af hans kriterier, har vi ingen måde at vide præcis, hvordan han har opnået en sådan præcis styring af beregningsværdien.

Bottom Line

Som du sikkert har bemærket, er Buffetts investeringsstil den samme som en køberjæger. Det afspejler en praktisk, jordnær holdning. Buffett opretholder denne holdning på andre områder af sit liv: Han bor ikke i et stort hus, han samler ikke biler, og han tager ikke en limousine til arbejde. Værdipapirstrukturen er ikke uden sine kritikere, men om du støtter Buffett eller ej, er beviset i pudding. Han er en af ​​de rigeste mennesker i verden med en nettoværdi på $ 76. 8 mia.